ER DU VERDENS VILDESTE BROBYGGER?

Bemærk: deltagerne udvælges løbende.

Verdens Vildeste Brobyggere er en brobygningskonkurrence og et talent- og uddannelsesforløb, som lige nu leder efter tre nye hold af modige, fagligt stærke og udholdende lærlinge og studerende.

Er du en af dem? Eller kender du en, der skal være med?

Læs alt om, hvad det kræver, se tidsplanen og find kontaktinfo på siden her!

TIDSPLAN

Nedenstående aktiviteter er obligatoriske som del af at deltage i Verdens Vildeste Brobyggere i Vejle 2027.

Introdag, februar 2027

Her vil du møde alle deltagerne i konkurrencen, blive tildelt et hold og få at vide, hvilken bro, dit hold skal bygge til konkurrencen. På dagen kommer du til at påbegynde designet af broerne, møde de tilknyttede, professionelle arkitekter og ingeniører fra Dissing+Weitling, COWI og Rambøll, få mere at vide om konkurrencen, medvirke i teambuildingøvelser – og meget mere. Praktisk: frokost og snacks er inkluderet. 

Løvens Hule, marts 2027

Alle tre hold skal i Løvens Hule og her præsentere foreløbige idéer og brodesigns foran dommerpanelet og faglærere. Dagen giver anledning til, at alle hold kan blive endnu skarpere på design, materialer og arbejdsprocessen. Efter præsentationen foran dommere og faglærere er der tid til, at du kan arbejde videre på brodesignet med dit hold. Praktisk: Frokost og snacks er inkluderet. 

Deadline for beregninger og design, april 2027

Broens beregninger og design skal sendes ind til eksperterne (godkendes 14 dage efter).

Materialebestilling
Materialer bestilles hos leverandører, som er repræsenteret på de tre hold (træ, stål og beton).

Deadline for markedsføringsmateriale, maj 2027

Værkstedsåbning, maj 2027

Arbejdsuge 1 & 2 på værksted, maj 2027

Fri adgang på værkstedet i løbet af dagen. Der vil være en faglærer til rådighed. Der er mødepligt alle dage, medmindre man aftaler andet med sit hold. Praktisk: frokost er inkluderet. 

Betonsstøbning på værksted, maj/juni 2027

Arbejdsuge 3 & 4 på værksted, juni 2027

Fri adgang på værkstedet i løbet af dagen. Der vil være en faglærer til rådighed. Der er mødepligt alle dage, medmindre man aftaler andet med sit hold. Praktisk: frokost er inkluderet. 

Transport af materialer fra værksted til eventsite: 9. og 10. juni 2027
Alle materialer og elementer flyttes fra værksted til konkurrenceområdet. Fokus på koordinering, planlægning og afvikling af transport af materialerne til broerne.

Verdens Vildeste Brobyggere: 11. juni 2027

Afvikling af konkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere. De tre hold har syv timer til at bygge deres bro foran rullende kameraer og tusindvis af publikummer til en stor folkefest. Vinderholdet bliver kåret om aftenen.

“At jeg resten af min tid kan sige, at jeg har bygget en bro sammen med ti andre unge er da for fedt! Det er der virkelig ikke mange, der kan sige

– Tidligere deltager i Verdens Vildeste Brobyggere

SPARRING OG FEEDBACK

Gennem hele projektet vil holdene blive fulgt og guidet af vores ekspertteam:

  • Førende ingeniører fra COWI og Rambøll

  • Arkitekter fra Dissing+Weitling og Systra

  • Tømrerfaglærer og træner for tømrerlandsholdet

  • Betonekspert fra CG Jensen

  • Handelskompetencer fra Danske Byggecentre

  • En byggeteknisk projektleder og underviser fra den lokale erhvervsskole 

  • Sikkerhedsrepræsentant fra BAMBUS 

  • En deltageransvarlig fra sekretariatet bag Verdens Vildeste Brobyggere

KONKURRENCEN 

Den nervepirrende konkurrence foregår foran tusindvis af mennesker og rullende kameraer. Nu er det tid til at de tre hold skal vise, hvad de har arbejdet på de sidste par uger. Samarbejde, realistiske tidsplaner og materialevalg er alt sammen afgørende i målet om at blive Verdens Vildeste Brobyggere. Du kan se film Verdens Vildeste Brobyggere 2024 i Herning her.  

Som deltager i Verdens Vildeste Brobygger er konkurrencedagen din store dag! Det er nu, hele det lange forløb forløses på bare én dag. Til konkurrencen får du udleveret dit helt eget sæt arbejdstøj som matcher med dine holdkammerater. Vinderne af konkurrencen modtager en pengepræmie og en medalje - og ikke mindst æren af at have vundet Verdens Vildeste Brobyggere; en titel på CV’et, der udviser faglig kunnen, gåpåmod, samarbejdsvillighed og ikke mindst skills!

TIL MESTRE OG VIRKSOMHEDER

Ved at deltage i Verdens Vildeste Brobyggere lærer din lærling at bygge vaskeægte broer i stål, træ og beton. Du giver din lærling en helt særlig mulighed for at deltage i et koncentreret uddannelsesforløb, med masser af tværfaglig praksis og vejledning fra nogle af landets mest førende ingeniører, arkitekter og faglærere.

Som virksomhed er du naturligvis inviteret til årets store folkefest og brobygningskonkurrence, når din lærling eller elev skal vise sit talent og dyste mod de to andre hold i at bygge en bro på bare få timer. På dagen vil der være en scene med livekommentering, indslag et område med foodtrucks, et læringsområde for folkeskoleelever og messestande for en masse i bygge- og anlægsbranchen. Et fuldt program for dagen kommer løbende - så hold øje med vores hjemmeside!

Refusion

Der gives delvis lønrefusion til de virksomheder, der stiller med en lærling. Dette skal tilgodese dele af de udgifter, som lærlingenes virksomheder har ifm. den enkelte lærlings deltagelse. For mere info vedr. refusion kontakt os på info@brobyggere.dk

Eksponering & synlighed 

Ved at deltage i Verdens Vildeste Brobyggere bliver din lærling eller studerende ambassadør for din virksomhed. Som virksomhed bliver du sponsor i projektet og vil derfor få eksponering med logo på vores hjemmeside, sociale medier, i vores presseindsats og på alt fysisk trykmateriale til selve konkurrencen, så det er tydeligt, hvilke virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der stiller med dygtige talenter.

Logomateriale sendes til info@brobyggere.dk. Anfør ‘logo til VVB’ i emnefeltet.

ALT DET PRAKTISKE

Kørsel
Der udbetales kørselsgodtgørelse til deltagerne ifm. projektet. Skema for kørsel downloades her og sendes til info@brobyggere.dk. Anfør ‘kørsel VVB’ i emnefeltet. Kørselspenge udbetales med lønnen den 1. i kommende måned, såfremt skemaet er indsendt før den 20. Er skemaet indsendt efter den 20., vil pengene blive udbetalt i næstkommende måned. 

Overnatning
Såfremt man som deltager i projektet kommer langsvejs fra og har brug for overnatning ifm arbejdsugerne, vil det være muligt at blive indlogeret på skolehjemmet. Skriv til info@brobyggere.dk for at koordinere.  

Mad og drikke 
Som deltager i konkurrencen er der inkluderet frokost.

Forsikring ifm. deltagelse i arrangementet
Sekretariatet bag Verdens Vildeste Brobyggere er projektejer, og har derfor det overordnede ansvar for projektet. Det betyder, at vi har tegnet en arrangøransvarsforsikring. Denne dækker dog ikke arbejdsskade for lærlinge og studerende. Derfor skal deltagende i projektet være dækket af en arbejdsskadeforsikring gennem deres mestre eller den virksomhed, de arbejder for. Såfremt de deltagende ikke har sådan en forsikring gennem deres arbejdsplads eller uddannelsessted, kan sekretariatet ekstraordinært tegne forsikring af deltagere i projektet.

Kontakt
Er du lærling, elev eller studerende og er interesseret i at deltage på et af holdene? Eller er mester i en virksomhed og vil indstille din lærling? Kontakt os på info@brobyggere.dk.

DE TRE HOLD

Hvert hold består af lærlinge, elever og studerende fra følgende uddannelser:

To ingeniørstuderende
To bygningskonstruktørstuderende
To handelselever
Tre tømrerlærlinge
To smedelærlinge 
En struktørlærling
En elektrikerlærling
En godschaufførlærling
En tekniske designer
En snedkerlærling

Alle lærlinge og studerende deltager på lige fod gennem hele projektet. Dog vil der være perioder, hvor nogle fagligheder naturligt fylder mere end andre. 

TAK TIL FØLGENDE FIRMAER FOR LÆRLINGE, STUDERENDE & ELEVER I 2026